Talentklasser

talentklasser

Velkommen til Talentklasserne

Optagelsesprøve til talentklasserne finder sted den 26. og 27. februar 2025.

Ansøgningsfrist:  17. februar 2025.

Du kan læse meget mere om Talentklasserne herunder

 

Velkommen til Talentklasserne

 

Bliv en del af et talentmiljø

Er du klar til at skifte skole for at dyrke dit talent?

I talentklasserne på Brændgårdskolen får du det hele: De samme obligatoriske folkeskolefag som andre elever. Et skema tilpasset dit behov for at udvikle dit musikalske talent. En mere struktureret hverdag, hvor skolen og dine musikalske undervisere og ledere arbejder sammen om at støtte din udvikling. Du fortsætter din undervisning på dit soloinstrument eller drama, men får oven i det:

  • Musikalsk morgenundervisning 3 x 2 lektioner om ugen
  • Et miljø, hvor du deler din hverdag med andre talenter indenfor sang, musik og idræt
  • Sammenhæng og koordination mellem skole og fritid

 

Sådan ser hverdagen ud:

Skema

  Mandag 8.00-9.30 Tirsdag 8.00-9.30 Torsdag 8.00-9.30
7. klasse Brugsklaver på Musikskolen SSB på Musikskolen Musikorientering på Sangskolen
8. klasse Brugsklaver på Musikskolen SSB på Musikskolen Musikorientering på Sangskolen
9. klasse Band på Musikskolen SSB på Musikskolen Musikorientering på Sangskolen

 

Om fagene.

Musikorientering

Du får blandt andet kendskab til musikhistorie og musikteori inden for forskellige genrer, hørelæreundervisning, musikalsk samarbejde og koncertplanlægning. Desuden kommer du på ture ud af huset, hvor du oplever forskellige genrer (koncerter, forestillinger m.m.) og møder professionelle kunstnere.

SSB - Sang, spil og bevægelse

Du arbejder med rytmik, krop, performance, koordination og stemme.

Brugsklaver

Du får undervisning tilpasset dit niveau i bl.a. akkompagnement, bladspil og akkorder.

Morgenundervisningen foregår på Den Jyske Sangskole eller Herning Musikskole, Nørregade 7, og du står selv for transporten både til morgenundervisning og til Brændgårdskolen.

Band – for 9. klasse:

Du får mulighed for at udfordre dig selv på et nyt instrument, og sammen med din gruppe skriver og komponerer I numre, som I spiller til den årlige café-koncert.

Koncerter

Som musisk talentklasseelev skal du hvert år optræde ved den årlige Cafékoncert, hvor alle elever viser, hvad de har lært i morgenundervisningsfagene. Der kan også være andre koncerter eller arrangementer i løbet af året, hvor I er ude og spille eller synge, og nogle gange optræder de musiske elever for deres kammerater på Talentskolen.

Brændgårdskolen

Undervisningen foregår på den nybyggede talentskole i Holing. Herning kommunes talentklasser er under ledelse af Brændgårdsskolen.

Læs mere på skolens hjemmeside her.

 

Forudsætninger

Ønsker du at søge om optagelse i talentklasserne?

For at kunne optages som musisk talentelev, er det et krav, at du har fået undervisning i minimum 1 år. Det er for at du ved, hvad der kræves af tid og fokus (øvning) for at opnå en udvikling.

Her kan du få et overblik over forløbet forud for optagelsen. Hvis du ikke allerede er elev på Herning Musikskole, Ikast-Brande Musikskole eller Den Jyske Sangskole, skal du hurtigst muligt kontakte en af skolerne og aftale et undervisningsforløb.

For at gå i talentklasserne skal du nemlig kvalificere dig. Det betyder, at du ud over at mestre dit instrument eller din sang, skal være i besiddelse af visse grundlæggende musikalske færdigheder. Dem skal du demonstrere for os ved en optagelsesprøve. Og så skal du indstilles (anbefales) af din musiklærer.

 

Hvad vil det sige at man er et talent?

Du har lysten til og glæden ved at udtrykke dig gennem din kunst, samt at du vil  bruge tid og energi på at udvikle dig inden for din kunstart - arbejde målrettet med det musiske udtryk og de fag, som støtter op om dette arbejde og er en del af det at gå i talentklassen.

Det forventes, at du forholder sig åbent og nysgerrigt til forskellige musiske udtryk, samt til egen læring.

Ansøgerne bliver vurderet på følgende punkter:

  • Motivation for at søge i talentklassen
  • Kognition: Musikalitet, musikalsk intelligens, god til at lære?
  • Psykologi: Kan du lide at øve dig? Finder du glæde ved at arbejde med musikken eller dramaet? Kan du spille eller synge sammen med andre på en god og konstruktiv måde?
  • Sociologi: Er der tilpas forældreopbakning? Er der en god balance mellem musik og børne-/ungdomsliv eller erhvervsarbejde. Er der en god relation til undervisere, dirigenter og lærere.
  • Motorik: Har du en god motorik og udvikler dig alderssvarende? Hører du godt?

 

Hvad indeholder ansøgningen?

Ansøgningen er et skema (se informationsboksen øverst til højre).

  • Oplysninger om eleven
  • Skriftlig motivation fra ansøger
  • Udtalelse fra underviser
  • Skoleudtalelse

 

Hvordan kommer man til optagelsesprøven?

På baggrund af ansøgningen bliver man inviteret til optagelsesprøven.

Forældre og underviser deltager ikke i optagelsesprøven.

Ansøgere som ikke allerede går enten på en musikskole eller Den Jyske Sangskole, skal i god tid inden ansøgningsfristen tage kontakt til én af institutionerne, for at tage undervisning hos en lærer derfra. Det vil herefter være denne lærer som udarbejder udtalelsen forud for optagelsesprøven.

En del af vurderingen forud for en evt. optagelse i talentklasserne er, om der findes relevante lærerkræfter og sammenspilsmuligheder for eleven enten på én af de 4 institutioner. Bliver eleven optaget i talentklassen lægger projektlederen af den musiske talentklasse i samarbejde med elev og forældre en plan for det videre forløb, som kan indeholde krav om at eleven meldes ind på en af de 2 institutioner.

 

Hvad skal man gøre til optagelsesprøven?

  • Synge (hvis du søger ind som sanger) to sange af forskellig karakter (f.eks. dur/mol, hurtig/langsom, dansk/engelsk) eller spille (hvis du søger ind med dit instrument) to stykker af forskellig karakter (f.eks. dur/mol, hurtig/langsom, noteret/improviseret).
  • Deltage i en kort samtale om ens motivation for at søge ind i talentklasserne.
  • Lave en orienterende hørelæretest.
  • Lave en orienterende læseprøve vedr. noder, becifringer o.l.

 

Derefter er der en samtale, hvor du fortæller om din motivation for at søge optagelse og viser, hvor langt du er med noder og teori.

Der vil blive lagt vægt på musikalsk udtryk og teknisk overskud. Det anbefales derfor at elev og lærer i fællesskab vælger et program som kan vise disse kvaliteter. Det forventes at ansøger er så godt inde i sit materiale, at optagelsesprøven kan foregå uden noder.

Der vil være mulighed for klaverakkompagnement til optagelsesprøven.

Hvad der skal bruges af instrumenter ud over klaver, skal ansøger selv sørge for. Man kan evt. låne trommesæt, forstærker eller lign på Herning Musikskole.

 

Hvem afgør om man kan blive optaget?

Projektlederen på Den Jyske Sangskole og talentkoordinatoren på Herning Musikskole har ansvaret for hvem og hvor mange der bliver optaget.

Afgørelsen afhænger af niveauet ved optagelsesprøven samt den økonomiske ramme.

Som hovedregel vil optagelsessøgende til 7. evt. 8. klasse blive prioriteret.

Hvad sker der når man er blevet optaget?

Brændgårdskolen holder opstartssamtaler med hver elev i foråret inden skolestart. Brændgårdskolen indkalder til denne samtale og sørger for at eleven bliver overflyttet fra den nuværende skole.

Det er forældrenes ansvar at melde eleven ud af nuværende skole så snart man har fået besked om optagelse.

I juni måned er der 2 møder: Et velkomstmøde i den nye klasse på Brændgårdskolen samt informationsmøde for nye elever og forældre på Den Jyske Sangskole.

Elever som optages i talentklassen, forsætter deres hovedfagsundervisning på hhv. musikskole eller sangskole, som også har til ansvar at sikre at talenteleven indgår i ensemble-, kor- eller orkestersammenhænge der er relevante for talentelevens niveau og genre.

 

Vigtige datoer til optagelse til skoleåret 2024: 

17. februar 2025 - Ansøgningsfrist

26. og 27. februar 2025 - Optagelsesprøver

Marts 2025:

Du får besked, om du har bestået optagelsesprøven, og kommende elever bliver indkaldt til en individuel samtale på Brændgårdskolen.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektleder, Bente Bliksted på bente@denjyskesangskole.dk eller +45 2326 0479

”Alle erfaringer viser, at når talenter får sat struktur på deres hverdag med hensyn til skoleliv, talentliv og fritidsliv samtidig med, at de kommer i et socialt miljø blandt ligestillede, så opnår de bedre resultater både indenfor deres talent og rent skolemæssigt. I skoleregi arbejdes der med at opøve egenskaber som at gøre sig umage, være vedholdende og turde lave fejl, fordi det er egenskaber, der er værdifulde for udviklingen at talentet.”

Dorte Østergaard Lorentzen, skoleleder

Retningslinjer for optagelse og skolegang som musisk talentelev i Brændgårdskolens Talentklasser

Hvad er forventningerne til Herning Musikskole, Team Teatret og Den Jyske Sangskole?

Institutionerne forpligter sig til at stille kvalificerede undervisere og faciliteter til rådighed.

Her ud over samarbejder institutionerne om en sammenhængende og struktureret hverdag til støtte for talenteleverne. Dette betyder at også evt. opmærksomhedspunkter vedr. f.eks. elevernes indsats eller trivsel vil blive delt mellem de relevante institutioner.

Læs forventninger, krav og retningslinjer for elever og forældre her

Ansøgning og vigtige datoer

Ansøgningsfrist: 

17. februar 2025

Optagelsesprøve: 

26. og 27. februar 2025

Informationsfolder om De Musiske Talentklasser:
Hent folder her

Ansøgning:
Ansøg til talentklassen her

Hent skabeloner til brug i ansøgningen:
Skoleudtalelse 

Udtalelse fra underviser

 

Alle erfaringer viser, at når talenter får sat struktur på deres hverdag med hensyn til skoleliv, talentliv og fritidsliv samtidig med, at de kommer i et socialt miljø blandt ligestillede, så opnår de bedre resultater både indenfor deres talent og rent skolemæssigt. I skoleregi arbejdes der med at opøve egenskaber som at gøre sig umage, være vedholdende og turde lave fejl, fordi det er egenskaber, der er værdifulde for udviklingen at talentet.”

  • Dorte Østergaard Lorentzen, skoleleder.

For mere information kontakt:

Bente Bliksted, Projektleder
på Den Jyske Sangskole:  23 26 04 79

Herning musikskole: 97 12 98 11

Talentkoordinator, Jesper Skånstrøm: 21 44 66 04

Skoleleder, Dorte Østergaard Lorentzen,
Brændgårdsskolen: 96 28 79 02