Herning Kirkes Drengekor og MidtVest Pigekor åbner Dansk Melodi Grand Prix 2013.
Når de første toner på lørdag klinger ud i Boxen i Herning og åbner den hidtil størst anlagte udgave af Dansk Melodi Grand Prix, er det ikke en af popscenens veteraner der lægger stemme til, men derimod en lille drengesopran.
DR har inviteret Herning Kirkes Drengekor og MidtVest Pigekor til at synge ved åbningen af Dansk Melodi Grand Prix den 26. januar 2013 i Boxen i Herning. Korene skal synge en gammel kending i nyt arrangement. DR henvendte sig først til Mads Bille, som er dirigent for Herning Kirkes Drengekor og kunstnerisk leder af Den Jyske Sangskole.
– Vi fik en henvendelse fra DR, som spurgte om korene ville medvirke i Grand Prix 2013’s åbningsscene med et utraditionelt arrangement af en kendt klassiker, siger Mads Bille.
– Det er interessant med de utraditionelle opgaver som ind imellem dukker op, og den her er samtidig omgærdet af en masse hemmelighedskræmmeri, fordi overraskelseseffekten gerne skal være intakt når showet ruller.
Korenes medvirken i Melodi Grand Prix 2013 byder på en logistisk udfordring for nogle af de unge sangere:
– De har travlt for tiden. 16 piger og drenge medvirker i Den Jyske Operas opsætning af Tosca og kører derfor til prøver i Århus. Nogle af dem kommer direkte fra operaprøve til generalprøven i Boxen på fredag, så de får en god lang arbejdsdag. Men også en oplevelse ud over det sædvanlige, slutter Mads Bille.