Køb billetter til koncerten her
Talentmiljøet Den Jyske Sangskole kan i år fejre sit 25 års jubilæum, og på Grundlovsdag, onsdag 5. juni, holder Sangkolen en stort anlagt jubilæumskoncert i MCH Herning Kongrescenter. Koncerten fyldes med noget af det bedste som korene og de mange sangere har at byde på, suppleret med professionelle solister og en helt særlig premiere. Rammerne for koncerten vil minde om dem vi efterhånden kender fra den store julekoncert Dejlig er Jorden, så både musikken og det visuelle vil bidrage til en flot koncertoplevelse.
Solister vender hjem til jubilæet
Den Jyske Sangskole er et talentmiljø for unge sangere i alderen 9-23 år, og ved koncerten bliver der mulighed for at høre alle de 200 unge sangere, som synger med i Den Jyske Sangskoles fem kor. Korene har igennem alle årene været en fast leverandør af unge sangere til landets musikkonservatorier og Opera Akademiet, og ved koncerten vil vi møde to af de professionelle sangere, som begge har haft deres musikalske opvækst på Den Jyske Sangskole, i enten MidtVest Pigekor eller Herning Kirkes Drengekor. Tenoren Anders Kampmann, som allerede er godt i gang med en national og international karriere som dramatisk tenor, og den unge Ellen-Marie Rasmussen, som er i gang med en solistuddannelse ved musikkonservatoriet i Mainz i Tyskland. Begge sangere har tidligere kunne opleves ved koncerter under Herning Opera Festival.
En skole Herning kan være stolt af
” Vi er pavestolte af de første 25 års arbejde. Vi er glade og taknemmelige for den tillid vi er blevet mødt med fra Herning Kirke, Herning Kommune og en lang række af økonomiske bidragydere. Mest af alt glæder vi os over at vi gennem 25 år har haft mulighed for at give hundredvis af børn og unge i Herning Kommune muligheden for at få en enestående musikalsk uddannelse. Vi kan se, at korenes fællesskaber danner livslange venskaber, og mange af de unge mennesker på Sangskolen får efterfølgende et liv som sangere eller musikere. At Den Jyske Sangskole nu fejrer sin 25 års fødselsdag, skyldes i meget høj grad en stor kollektiv indsats, og en fælles tro på at musikken kan blive en livsforandrende kraft. Det kan vi alle i Herning være stolte over” siger Mads Bille.
Herning Kirkes Drengekor synger i dag under ledelse af korets dirigent “Herning Kirkes Kantor”, Severin Korsgaard og MidtVest Pigekor synger under ledelse af Frieda Funk. De mange unge sangere i skolens børnekor og juniorkor synger under ledelse af Bente Bliksted.
Evergreens og urpremiere
Den Jyske Sangskole håber at kunne fylde Kongrescenteret med glade publikummer, og at mange tidligere sangere vil dukke op og give den gas under fællessangene.
De mange sangere vil synge highlights fra deres repertoire gennem de første 25 år, men koncerten bliver også en anledning til at skue fremad og give de unge dirigenter mulighed for at vise lidt af planerne for fremtiden i det dynamiske talentmiljø. Blandt andet præsenterer de to dirigenter en premiere på et helt nyt og ambitiøst blandet projektkor. Koret har endnu ikke offentligt gjort sit eget navn; men mon ikke der bliver kor dåb ved det festlige jubilæum?
Info:
Stiftelse
Den Jyske Sangskole er grundlagt i 1999 af Mads Bille
Kor:
MidtVest Pigekor | MidtVest Juniorkor | MidtVest Børnekor | Herning Kirkes Drengekor | Premiere på et nyt blandet kor
Om MidtVest Pigekor:
MidtVest Pigekor er grundlagt af Dorte Bille, som var korleder og dirigent for koret siden starten i 2000. Koret ledes nu af Frieda Funk, som i 2022 overtog dirigentstaven. Koret har en stor koncert virksomhed og har turneret i store dele af verden. Koret har vundet flere priser ved internationale konkurrencer og indgår jævnligt i samarbejder med forskellige kunstnere og ensembler.
Om Herning Kirkes Drengekor:
Herning Kirkes Drengekor er grundlagt i 1949 og er et af Danmarks ældste kor. I perioden 1984-2020 har koret været under ledelse af Mads Bille. I 2020 blev dirigentstaven givet videre til Charlotte Rowan indtil hun i 2023 overtog stillingen som dirigent for DR Pigekoret. I dag er koret under ledelse af Severin Korsgaard. Herning Kirkes Drengekor optræder ved store og små kirker og koncertsteder overalt i Danmark og samarbejder med alle landsdelsorkestre og Danmarks Underholdningsorkester. Koret har sunget i alle landets domkirker og optræder jævnligt på internationale turnéer i Europa, USA og Australien.
Jubilæumskoncerten:
Koncerten foregår i MCH Herning Kongrescenter, onsdag den 5. juni kl. 16.00.