Ny bestyrelsesleder i Den Jyske Sangskole
Tidligere Kulturminister Mette Bock stopper som bestyrelsesleder i Den Jyske Sangskole og giver stafetten videre til Erhvervsdirektør Rasmus Norup. Efter fire år på posten som bestyrelsesleder for Den Jyske Sangskole træder Mette Bock nu tilbage. Afgangen sker helt som planlagt og markerer afslutningen på en periode, hvor institutionen har gennemgået et omfattende generationsskifte og en markant udvikling.
Mette Bock tiltrådte posten i en tid, hvor Den Jyske Sangskole stod over for flere centrale generationsskifter, både i ledelsen og blandt dirigenterne. I løbet af de seneste fire år er disse skift gennemført med stor succes, herunder udskiftning på dirigentposterne i alle institutionens 4 tilknyttede kor. Samtidig er skolens stifter, Mads Bille, gået på pension, og en ny ledelse er trådt til med Line Nordentoft i spidsen som direktør for både Den Jyske Sangskole og Herning Opera Festival siden 2024.
“Det har hele tiden været planen, at jeg skulle stå i spidsen for bestyrelsen i en afgrænset periode, hvor Den Jyske Sangskole stod over for nogle helt afgørende generationsskifter. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at gennemføre disse skift på en så stærk og kvalificeret måde. Institutionen står i dag solidt og med et enormt potentiale. Jeg har været utrolig glad for min tid i Den Jyske Sangskole og har stor respekt for det engagement og den faglighed, der præger både talentmiljøet, korene og Herning Opera Festival. Jeg glæder mig til at følge det videre arbejde – ikke mindst udviklingen af Det Klassiske Hus,” siger Mette Bock.
I samme periode har Den Jyske Sangskole oplevet en betydelig udvikling. Herning Opera Festival er vokset markant, talentmiljøet er styrket, og koncertproduktionen har haft stor succes, blandt andet med julekoncerttraditionen Dejlig er Jorden i MCH. Derudover har det tværnordiske projekt Nordic Opera Choir netop modtaget en ny treårig millionbevilling fra A.P. Møller Fonden.
Store projekter i støbeskeen
Med et veloverstået generationsskifte og en stærk konsolidering står institutionen nu foran en række nye store udviklingsprojekter, herunder arbejdet med visionen om Det Klassiske Hus i Herning midtby.
Det bliver Rasmus Norup, der overtager posten som bestyrelsesleder. Han har været medlem af bestyrelsen i tre år, og de seneste to som næstformand.
“Jeg er både glad og stolt over at få lov til at overtage formandsposten. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Mette gennem de seneste år og ved, at det er store sko, jeg skal udfylde. Den Jyske Sangskole står et stærkt sted, og jeg glæder mig til at arbejde videre med den strategiske udvikling af institutionen. Ikke mindst ser jeg frem til arbejdet med Det Klassiske Hus, som jeg mener rummer et kæmpe potentiale – både for sangskolen, Herning Opera Festival og udviklingen af hele Herning midtby,” siger Rasmus Norup.
Direktør Line Nordentoft takker Mette Bock for hendes indsats:
“Mette har været en yderst kompetent, nærværende og engageret bestyrelsesleder. Hun har spillet en helt central rolle i at få ført institutionen sikkert gennem generationsskiftet og ind i en ny fase. Jeg er meget taknemmelig for hendes store engagement og støtte i denne proces. Samtidig glæder jeg mig til det videre samarbejde med Rasmus, som jeg er overbevist om er den helt rette til at stå i spidsen for bestyrelsen i de kommende år, hvor vi sammen skal forme fremtidens talentmiljø,” siger Line Nordentoft.
Sportsprofil fra FCM træder ind i bestyrelsen
Skiftet på formandsposten blev besluttet på mandagens bestyrelsesmøde, hvor der samtidig blev budt velkommen til et nyt bestyrelsesmedlem: Anne Kjeldsen, relations direktør i FC Midtjylland med ansvar for blandt andet FCM Samfund, kvindefodbold, stadion og klubsamarbejder. Anne Kjeldsen er tidligere professionel håndboldspiller og kommer fra 11 år i Arla, hvor hun senest har siddet som Brand Director for Arla Brandet
“Vi er meget glade for at kunne byde Anne velkommen i bestyrelsen. Hun kommer med en stærk profil og værdifuld erfaring fra både erhvervsliv og eliteidræt, og jeg ser frem til, at hun kan være med til at styrke bestyrelsesarbejdet – ikke mindst med perspektiver på talentudvikling fra sportens verden,” siger Rasmus Norup.
Den Jyske Sangskoles bestyrelse består af
- Bestyrelsesleder: Rasmus Norup, Erhvervsdirektør
- Phillip Faber, dirigent
- Jens Søndergaard, sanger og underviser
- Robert Bøgelund Vinther, vicerektor – Det Jyske Musikkonservatorium
- Anne Kjeldsen, relations direktør FCM
- Linda Kaul Steffensen, souschef – Holstebro Musikskole & MGK MidtVest
- Lone Skytte, korudvalgsformand for Herning Kirkes Drengekor
- Alice Klaustrup, korudvalgsformand for MidtVest Pigekor
