Herning Opera Festival 2025 – den største sæson til dato 

4.09.25

Den 7. udgave af Herning Opera Festival blev afviklet i uge 35 – og dette års festival blev den hidtil største og mest velbesøgte: Mere end 7.000 publikummer lagde vejen forbi de mange koncerter og arrangementer, hvor tradition og fornyelse gik hånd i hånd.

Programmet spændte fra klassiske operaoplevelser til eksperimenterende formater, og publikum tog begejstret imod både de velkendte værker og de nye musikalske opdagelser. 

mads bille

Festivalen, som Den Jyske Sangskole står bag, satte i år nye rammer med hele 14 venues – heriblandt et cirkustelt på Markedspladsen og Vestre Anlæg, hvor bøgetræernes kroner dannede en unik kulisse for musikken. Begge steder blev til publikumsmagneter og tilføjede festivalen nye dimensioner af nærvær og fællesskab. 

For første gang bliver festivalen i 2025 udvidet med et årshjul, så vi kan skabe opera til alle hele året. Årshjulet indeholder både et ouvertureprogram i månederne op til festivalen i uge 35 og i den kommende tid vil vi løbende præsentere et program for festivalens finale. Tilsammen vil det skabe en stærkere fortælling og vise, at Herning Opera Festival i stigende grad er mere end blot en uge med koncerter: Det er et kulturelt forløb, der udfolder sig gennem hele året. 

Hele festivalteamet på Den Jyske Sangskole er både stolte og taknemmelige for den store opbakning. Tak til bidragsydere, kunstnere, samarbejdspartnere, frivillige – og ikke mindst verdens bedste publikum. Det er jer, der gør Herning Opera Festival mulig og giver os lysten til at fortsætte arbejdet med at bringe operaen tættere på alle.