En undersøgelse fra 2009 viser, at unge sportsudøvere er mere målrettede og lægger flere timer i interessen end sangtalenterne.
”Vi skal være bedre til at tænke strategisk og opstille mål,” mener Giordano Bellincampi, formand for Kunstrådets Musikudvalg.
Den Jyske Sangskole har med en undersøgelse i 2009 kortlagt 380 unge talenters motivation for at bruge timer og atter timer i øvelokalet, korsalen eller idrætshallen. Et af resultaterne lød, at hvor sportstalenterne stræber efter stjernerne, og føler sig som en del af et stort fællesskab der både tæller dem selv, kammeraterne og dem fra landsholdet, så er de unge sangere ’bare glade for at synge’.
Et andet resultat viser, at sportstalenter lægger flere timer om ugen i interessen end musiktalenter gør: De unge sportsudøvere bruger gennemsnitligt 20,5 timer pr. uge, hvorimod sangtalenterne typisk holder sig på omtrent det halve, nemlig 9,5 timer.
Giordano Bellincampi, som i 2009 var formand for Kunstrådets Musikudvalg og chef for Den Jyske Opera, mener, at musik- og sangmiljøerne skal være bedre til at tænke strategisk og opstille mål:
”De talentfulde børn skal have mulighed for at dyrke musikinteressen målrettet flere timer om ugen. Både den enkelte elev og skolen skal turde sætte sig mål. F.eks. kan en musikskole have som mål, at et bestemt antal af skolens elever ender som professionelle musikere,” foreslår han.