En ny feature om talentklasserne fra Skolen på Sønderager i Herning giver et indblik i elevernes hverdag, ambitioner og drømme, når træning i sang, musik eller idræt er med på skoleskemaet. Daniel Nygaard Ostersen fra Den Jyske Sangskole medvirker i filmen og fortæller om hverdagen for de musiske talentklasser.
Herning Kommune tilbyder musiske talentklasser og talentidrætsklasser fra 7. klasse. Herning Musikskole og Den Jyske Sangskole indstiller hvert år talentfulde elever til optagelsesprøven til de musiske talentklasser.
Eleverne i talentklasserne får de samme obligatoriske fag ganske som andre folkeskoleelever, men bliver del af et særligt miljø sammen med andre talenter, der har samme mål og behov. De musiske talenter går i klasse med idrætstalenter på samme klassetrin, så de har meget tilfælles i hverdagen. Bl.a. er valgfag erstattet af træning i sang, musik eller idræt.
Målet er at styrke udviklingen af unge talenter ved at sikre en sammenhæng og struktur i hverdagen omkring skoleliv, talentliv og fritidsliv samtidig med at de indgår i et godt socialt miljø blandt ligesindede.
Del af Herning Kommunes satsning på kultur og talent
Projektet er en vigtig del af Herning Kommunes satsning på kultur og talent. Der er tale om et tæt samarbejde mellem kommunen, Skolen på Sønderager, Herning Musikskole og Den Jyske Sangskole. Skolen på Sønderager har siden 2007 haft talentidrætsklasser for 7.-10. klasse, og i 2014 blev linjen for musiske talentklasser tilføjet.
- Læs pressemeddelelse fra Herning Kommune om talentklasserne
- Information om talentklasser på Skolen på Sønderager
FAKTA:
- Målgruppen er elever, som i forvejen går til musik og sang på højt niveau. Det er således elevens underviser på Herning Musikskole eller Den Jyske Sangskole som indstiller eleven til optagelsesprøven til de musiske talentklasser efter en vurdering af, hvad der er det rigtige for den enkelte elev.
- Eleverne i de musiske talentklasser forsætter deres undervisning på Herning Musikskole eller Den Jyske Sangskole, som er med til at sikre kvalitet og høj faglighed i talentarbejdet frem mod udgangen af 9. klasse, hvor interesserede elever kan søge om optagelse på MGK – det konservatorieforberedende, musikalske grundkursus.