Denne artikel udspringer af vores MasterClass i Unge Stemmer som vi afholdt i marts 2010 med temaet ”Den kropslige glæde i sangen”.
PANDA VAN PROOSDIJ UDFORDRER DEN DANSKE KORTRADITION MED SIN KROPSLIGE TILGANG:
Hun giver fysisk opvarmning en hovedrolle i korarbejdet, og lader sang og bevægelse mødes i et fælles formidlings-univers til koncerterne. ”Den store ’kolbøtte’ for mig var at opleve hvor godt det virker at varme kroppen op i stedet for at varme stemmen op”, siger Dorte Bille, dirigent for MidtVest Pigekor
Panda van Proosdij og hendes kropslige tilgang til at synge har vendt sangopvarmningen på hovedet for Dorte Bille, der til daglig er dirigent for MidtVest Pigekor.
”Langt de fleste korledere er opmærksomme på at varme stemmen op, men Panda van Proosdij har vendt opvarmningen på hovedet. Hun varmer kroppen op i stedet. Og det virker,” fortæller Dorte Bille om oplevelsen af den hollandske kor-inspirators arbejde med MidtVest Pigekor.
”Efter den fysiske opvarmning behøvede pigerne kun et par enkelte sangøvelser for at være klar til at synge. Og kroppen fungerer mere hensigtsmæssigt i forhold til støtte og vejrtrækning når kroppen er varm. Der skete også noget med klangen i koret. Den blev rundere og mere smidig – koret havde mere power, men uden at det fik en skarp klang.”
I MidtVest Pigekor er det allerede aftalt at gøre mere ud af den fysiske opvarmning fremover. Opgaven er uddelegeret til tre af korpigerne. Men Panda van Proosdij har også gjort indtryk på andre områder. Først og fremmest i tilgangen til korets koncerter.
INGEN KEDELIGE KONCERTER
I Panda van Proosdijs verden er der ingen grund til at gå til en koncert, hvor koret bare står og synger pænt. Sådan lyder Dorte Billes ligefremme karakteristik af kollegaens filosofi.
Så når Panda van Proosdij har været i gang er der tilføjet alt fra enkle bevægelsesmønstre til bodypercussion.
”Jeg vil ikke kalde det koreografi – hun skaber snarere et helt formidlingsunivers til hver sang. Men det behøver overhovedet ikke være stort, vildt eller kompliceret. For eksempel delte hun pigekoret i to grupper og placerede dem i hver sin ende af rummet. De to grupper sang til hinanden, og når den ene gruppe sang, lukkede den anden øjnene. Det var meget effektfuldt,” fortæller Dorte Bille.
I Herning i marts arbejdede Panda van Proosdij og MidtVest Pigekor med Niels la Cours udgave af ”Fred hviler over land og by”. Koreografien tog udgangspunkt i Herning kirkes korsform og musikkens nærmest statiske melodi. Resultatet var et stemningsfuld og roligt formidlingsunivers, hvor MidtVest Pigekor startede med at synge opdelt i grupper i kirkens fire hjørner, og efterhånden byttede plads og bevægede sig rundt.
”Det viser hvor lidt der skal til for at variere koncertformen og bruge bevægelse til at understøtte musikkens budskab,” mener Dorte Bille.
”Og det behøver ikke at være svært og kompliceret. Tværtimod hjælper det musikken på vej og koret får en god oplevelse af at synge til hinanden og tage ansvar i grupperne.”
Artiklen har tidligere været bragt i Dansk Sang