Den gode korprøve
Den gode korprøve
Vores 10. MasterClass i Unge Stemmer fandt sted den 1.-3. marts 2013 i Herning, hvor vi så nærmere på den gode korprøve.
Hvordan tilrettelægges en spændende og meningsfuld korprøve? Hvordan kan man prioritere den sparsomme tid og skabe en perlerække af prøver, som de unge sangere ikke vil gå glip af?
Vi bad en række specialister diskutere og demonstrere korprøvens elementer:
- Dirigent Pia Boysen og sangpædagog Margrete Enevold arbejdede med de små sangere i MidtVest Børnekor og med kursisterne og demonstrerede pointer fra deres bøger om børnekorsmetodik.
- Det internationale indslag stod den hollandske danser, koreograf og sanger Panda van Proosdij for. Hun sang og dansede med kursisterne og de 10 til 13-årige piger i MidtVest Juniorkor.
- Korleder Eva Freitag viste, hvordan hun integrerer hørelære i korprøven, så børnene knapt er klar over at de rent faktisk lærer at læse noder. Med udgangspunkt i Sangskolens Spirekor, viste Eva desuden, hvordan man kan lave en god korprøve for et kor bestående af meget unge sangere.
- Dirigent Mads Bille og sangpædagog Hanne Struck-Madsen åbnede døren til en prøve med 3. kl. drenge fra forskolen til Herning Kirkes Drengekor. Hvor begynder man, når man skal udvikle en 8-årig drengs stemme? Hvordan ruster man dem til at orientere sig i korværker og arbejde i højt tempo?
- Operasangeren Jens Krogsgaard arbejdede med nogle af sangerne fra Herning Kirkes Drengekor. Hvad stiller man op med en dreng i overgangsalderen? Kan man undervise teenagere i at synge klassisk?
- Hjerneforsker Ann E. Knudsen fortalte om forskelle på drenge og piger.
- Dirigent Dorte Bille holdt en hørelæretime og viste, hvordan man integrerer hørelære i korprøven.
UNDERVISERE PÅ MASTERCLASSS 2013
- Panda van Proosdij fra Holland underviser på Codarts, Music Theatre Academy i Rotterdam og arbejder som “bevægelses-coach” og dirigent for The Netherlands Children and Youth Choir. Panda arbejder med stemme og fysik, en metode som skal understøtte stemmen ved at skabe en god fysisk bevidsthed og muligheden for at lade bevægelse bidrage til højnelsen af sangens kvalitet.
- Margrete Enevold er sangpædagog og korleder. Hun er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor hun nu underviser i sang og børnekormetodik. Margrete var i 25 år dirigent for Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Børnekor. Hun har givet talrige kurser siden 1985 i børnekormetodik og stemmedannelse i korsammenhæng i Danmark, Norge, Sverige, Østrig og USA.
- Pia Boysen har siden 2003 været dirigent for Gentofte og Jægersborg Kirkers Spire-, Børne-, Junior- og Pigekor. Ved siden af sit virke som dirigent underviser hun i børnekormetodik ved Sjællands Kirkemusikskole samt ved talrige stævner og kurser i hele Norden. Pia har Diplomeksamen i orgel fra Det Kgl. Danske Musik-konservatorium fra 1991. Hun har taget videregående studier i London og New York i sang, direktion og orgel. Pia har bl.a. været dirigent for DR Børne- og SpireKoret i 2001-2005.
- Eva Freitag er uddannet Almen Musikpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2009 og har specialiseret viden om stemmetræning og hørelærebaseret sangundervisning og holdundervisning i forskoleregi med vægt på instrumentforberedelse via rytmelære, solfa m.m. Eva er korleder for MidtVest Juniorkor, Børnekor og Spirekor.
- Hanne Struck-Madsen er uddannet kandidat i klassisk sang med pædagogik og musikdramatik fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun har desuden en bachelorgrad i musikvidenskab fra Aarhus Universitet. Hun har speciale i begynder-sang. Hanne er sangpædagog på Den Jyske Sangskole i Herning og Den Lille Sangskole i Vejle samt assistent i DR Radiokoret, Mogens Dahls Kammerkor og Den Jyske Operas Kor.
- Mads Bille er leder af Den Jyske Sangskole og dirigent for Herning Kirkes Drengekor. Mads er drivkraften bag Den Jyske Sangskole, som blev stiftet i 1999 med en vision om at fremme sangen i Danmark.
- Ann E. Knudsen er foredragsholder og uddannet cand. mag. og er lektor i dansk og psykologi. Hun er forsker og formidler indenfor neuropsykologi og hjerneforskning med fokus på krydsfeltet mellem hjerne, udvikling og læring. Ann har medvirket i tv-udsendelserne "Den lille forskel" og "Test nationen" og er forfatter til flere bøger, bl.a. ”Pæne piger og dumme drenge”.
- Operasanger og sangpædagog Jens Krogsgaard debuterede som solist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1996. Jens underviser til dagligt sangere fra Herning Kirkes Drengekor og MidtVest Pigekor på Den Jyske Sangskole. I 2008 blev Jens færdig med en Mastergrad i Elite Sangpædagogik fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
- Dorte Bille er dirigent for MidtVest Pigekor og siden 2008 Undervisningskoordinator ved Den Jyske Sangskole. På Workshoppen på Masterclassen vil Dorte tage udgangspunkt i Den Jyske Sangskoles læreplaner, og fokusere på hvordan man kan formidle de musikalske grundelementer i musikken ved at benytte varierede læringstilgange. Workshoppen bliver en vekselvirkning mellem afprøvning af eksempler og perspektivering af disse.
Vi takker for støtten
Masterclass 2017 takker for støtte fra:
Få tilsendt program
Vi sender vores masterclass folder ud hvert år i november. Hvis du ønsker at komme på vores masterclass-kontaktliste og få tilsendt folderen per email hvert år, så klik her.
DR Pigekoret åbnede Masterclass 2016
Se uddrag af DR PigeKorets åbningskoncert i Herning Kirke. Efter koncerten blev chefdirigent Phillip Faber interviewet af Mads Bille omkring temaet "Korlederens værktøjskasse".