Ny juletradition lanceres i et samarbejde mellem MidtVest Pigekor, Herning Kirkes Drengekor, Den Jyske Sangskole, Ensemble MidtVest og MCH.
’Dejlig er jorden!’ – Det er titlen på en stor, lokal nyskabelse, der ser dagens lys fredag 17. december i MCH Herning Kongrescenter, hvor Herning Kirkes Drengekor og MidtVest Pigekor i samarbejde med Den Jyske Sangskole, Ensemble MidtVest og MCH præsenterer en julekoncert, der bærer titlen fra en af de mest kendte julesalmer.
Med sangerinden Lisbeth Kjærulff som vært og gæstesolist serveres julestemning i form af klassisk kormusik af højeste karat, når Herning Kirkes Drengekor og MidtVest Pigekor for første gang flytter deres traditionsrige og populære julekoncerter til nye omgivelser, nemlig Koncertsalen i MCH Herning Kongrescenter.
Det bliver en unik juleoplevelse for hele familien, når korene tager publikum med på julerejse gennem kormusik fra alle tidsaldre og forskellige genrer. Begge kor har turneret med deres brede repertoire af julemusik, og koncerten ’Dejlig er jorden!’ er inspireret af rosen, som er brugt som symbol i mange juleklassikere.
Programmet vil spænde fra danske fællessange til Jingle Bells, fra Händel til Rutter og fra Nøddeknækkeren til Gaudate. Det bliver en koncert i fællesskabets, glædens og julens tegn. De to kor akkompagneres af organist Kristian Marius Andersen på flygel samt en blæserkvintet fra Ensemble MidtVest.
Kom i julestemning med den smukkeste julemusik i MCH Herning Kongrescenter 17. december.
Billetsalg her