Bevæges vi af et stillestående kor?

Ved Masterclass-åbningskoncerten 2010 var vi glade for at kunne præsentere kammerkoret Coro Misto fra Ålborg. Et klassisk kammerkor, som står helt stille og synger. Bevæges vi af et kor, som ikke bevæger sig? Er der en mur mellem publikum og musikken? Eller bliver vi ramt dybt i hjertet af Coro Mistos musik, netop fordi koret med sin optræden viser væk fra sig selv for at give plads til musikken?

Mens Herning igen igen denne vinter dækkes af sne uden for, åbnes til gengæld det musikalske univers inden for i Herning Valgmenighedskirkes enkle og nyrenoverede rum. Med Arne Haugen Sørensens alterbillede, en genfortælling af Jesu sidste måltid, som farvestrålede baggrund indtager Coro Misto i sort-hvid beklædningskontrast scenen med korværker af Mäntyjärvi, Busto, Nystedt, Lange-Müller, Gjeilo, Nørgård og Mendelssohn-Bartholdy. Samt er par af korleder Søren Birch selv.

Bortset fra lidt omgruppering og skiftende placeringer af klanglige årsager er der ikke meget bevægelse i koret. Så på en dag, hvor den triste besked om Etta Camerons død spredes, får det Mads Bille til at spille hendes ægte og inderlige fortolkninger af musikken, hendes stærkt kropslige performance, hendes introduktion af gospel i Danmark op ad Coro Mistos mur af næsten ubevægelighed. ”Bevæges vi af et kor, der ikke bevæger sig?”, spørger han og overlader en mulig flugtvej ved at antyde, at det også kan være, at vi rammes af korets tolkninger, netop fordi korets medlemmer overlader al plads til musikken.

I en forrygende ping-pong af spørgsmål-svar, erfaringsudveksling og refleksion nærmer Mads Bille og Søren Birch, sig temaet for MasterClass 2010, nemlig ”Den kropslige glæde ved sangen”. Hvorledes skabes kontakten mellem kor og publikum? Var opførelsen i virkeligheden så ubevægeligt som først antaget – eller var der øjenkontakt og mimik, der kommunikerede personlighed? Hvad er dirigentens rolle – løvetæmmer eller frisætter?

Ligesom tolkningen af musikken må svarene dannes i den enkelte.