Ud over rampen - den kommunikerende sanger

Slider

 

Ud over rampen - den kommunikerende sanger

Vores 12. MasterClass i Unge Stemmer fandt sted den 27. februar - 1. marts 2015 i Herning, hvor vi så nærmere på hvordan sangere og kor kommunikerer og kommer ud over rampen.


På Den Jyske Sangskole er vi til stadighed optaget af spændet mellem den traditionelle stemmeopbygning og udforskningen af grænserne for korsang. I arbejdet med skolingen af de unge sangere, fra børn i første klasse til unge mennesker, som søger på konservatoriet, tapper vi af århundredegammel viden og supplerer til stadighed selv med ny.

I afsøgningen af grænserne for korsang opstår møder mellem cirkus, arkitektur, lydkunstnere, filosoffer, musikere af alle slags og korsangere. I denne dobbelte stræben ligger en rød tråd, som handler om kommunikation. Et ønske om at sangen og sangerne når ud over rampen og bevæger sit publikum. Måske også et ønske om at opløse grænsen mellem sangere og publikum og etablere nogle interaktive møder mellem sangeren, koret og deres publikum.

 

På Masterclass 2015 har vi inviteret en række sangere, musikere og foredragsholdere, som sammen med de inviterede kor og kursisterne på hver deres måde belyser teamet ”Ud over rampen – den kommunikerende sanger”.

  • Masterclassen åbnes af det unge, fremstormende vokalensemble Postyr Project, som med deres unikke blanding af sang, stemmer og elektronik præsenterer en helt ny og fantastisk klangverden. Postyr har allerede et dedikeret publikum i Asien, i Tyskland og i Danmark, og vi glæder os til at få vores ører udfordret af denne unge gruppe af nysgerrige musikere og sangere.
  • På Masterclassen arbejder Herning Kirkes Drengekor sammen med den internationalt anerkendte dirigent Lone Larsen, som i sit arbejde spænder fra klassisk kor til performancekunst.
  • Dirigent Astrid Vang-Pedersen præsenterer sin egen vokalgruppe Dopplers og udfolder sine tan-ker om det intelligente kor og korsangerens muligheder på scenen.
  • MidtVest Juniorkors unge sangere arbejder sammen med sangeren og stemmepædagogen Laura Flensted-Jensen
  • Danseren og koreografen Panda van Proosdij arbejder med kursisterne.
  • Operasangerne Gitta-Maria Sjöberg og Jens Krogsgaard retter kursisternes opmærksomhed mod vejrtrækning, hormoner, krop, fokus osv., når de underviser unge sangere fra Den Jyske Sangskole.
  • Hjerneforskeren Peter Vuust holder et foredrag, hvor han kobler sin enorme viden om hjernen på det daglige, praktiske arbejde i korene.
  • Foredrag om ”koret som organisation og arbejdsplads” ved Den Jyske Sangskoles leder, Christian Alstrup.
  • Masterclassen afsluttes med en koncert med solistindslag, korindslag og fællessang.

Vi takker for støtten

Få tilsendt program

Vi sender vores masterclass folder ud hvert år i november. Hvis du ønsker at komme på vores masterclass-kontaktliste og få tilsendt folderen per email hvert år, så klik her.

DR Pigekoret åbnede Masterclass 2016

Se uddrag af DR PigeKorets åbningskoncert i Herning Kirke. Efter koncerten blev chefdirigent Phillip Faber interviewet af Mads Bille omkring temaet "Korlederens værktøjskasse".